Klokken er 23:42. Kaptajnen iler til broen og spørger: "Hvad er der sket?"
"Et isbjerg, sir" svarede Murdoch. "Luk samtlige vandtætte skodder!"
befalede kaptajnen. "Det er sket" svarede Murdoch.
Og dette var en fejl. Sådan som det vil vise sig, men hvem kunne
indse det i dette kritiske, chokerende øjeblik? Og da fejlen erkendes,
er det for sent.
Den manøvre som kaptajnen nu befaler er er imod al' sund fornuft:
"halv kraft frem!" til maskinen, og idet skibet øger farten, presses
vandet ind gennem sårene.
De første passagerer der skynder sig ud under åben himmel er de
sidste fra førsteklasses rygsalon, på 6. etage af det flydende palads:
Grosserer Hugh Woolner fra London, en svensker ved navn Steffanson,
Mr. Lucian P. Smith, der sammen med sin kone var gæst hos rederen
Ismay ved dennes "ikke særligt muntre selskab" samt et par andre.
Woolner fortæller: "Vi mærkede ligesom en opbremsning i skibet
og i rygesalonen. Vi rejste os, og nogle af os gik hurtigt gennem
svingdøren og ud på bagbordsside langs rælingen.
Vi talte om hvad det kunne være og en mand sagde:
"Der driver et isbjerg bag os!""
Klokken er 23:45 og det er 5 minutter siden Titanic kolliderede med
isbjerget. I forskibet bruser vandet ind; ellers er alt stille.
Det er denne stilhed der vækker de fleste passagerer: Der er ingen
vind, ingen viberationer, ingen piben eller hvislen.
Mange står op, tager morgenkåbe på og kigger ud på de i alt 7 km.
lange gange. Hvis der er en kahytssteward i nærheden, spørge de:
"Er der noget i vejen? Fare?" Og svaret lyder - bevidnet af hundrede:
"Intet som helst, sir!. Ingen grund til at være urolig, Madame.
De kan roligt gå til køjs igen". Andre, deriblandt de nygifte Harders, klæder sig dog på og går op
på dækket. Her spadserer mange frysende passagerer frem
og tilbage, smiler irriteret, og forsikre hinanden om at Titanic
sikkert genoptager sejladsen om et par timer.
George Harder konstaterer derimod allerede en let slagside til
styrbord.
På postkontoret i øverste kælderetage må mandskabet fra Royal Mail
allerede gå i vand til knæende, med 400.000 anbefalede breve på
ryggen, til etagen over dem.
Breve og pakker i masse vis nærmer sig loftet i vandets højde.
Fra lugerne i kedelrummet undviger luften med en sagte piben, idet
den fortrænges af det indstrømmende vand.
Titanic har endnu ikke sendt SOS eller CQD, og ingen af passagererne
aner noget om at den fare der er på færde.
Der udveksles endda vittige bemærkninger blandt passagererne
og i andenklasses rygesalon fortsætter et bridgeparti uanfægtet,
og en af spillerene sider: "Jeg regner med at isbjerget har skrabet
noget af malingen af, og kaptajnen nægter at fortsætte før der er
blevet smurt nyt maling på!"
I tredjeklasses rygesalon sætte en passager sig til klaveret og
spiller lystigt, mens italienske og svenske immigranter tager
redningsveste på, og nogle begynder at danse.
Selv da første passagerer en time senere går i bådene, opfatter
mange fra førsteklasse det som en behagelig afveksling "efter godt et
halvhundrede oceanrejser", som Mrs. Eloise Hughes Smith udtrykker det. Lige til det næstsidste øjeblik er alle overvældet af optimisme,
der dramatisk udtrykkes således af en kahytssteward overfor
Mrs. Albert Caldwell: "Selv ikke Gud ville kunne sænke dette skib!".
Kendsgerningen er at ca. 700 mennesker vil blive reddet, mens ca.
1500 nu, et kvarter i midnat, har knap tre timer tilbage at leve i -
deriblandt de fire milliardærer ombord.
Klokken er 23:50 den 14. april 1912. Det er nu ti minutter siden Titanic
ramte et isbjerg og blev dødeligt såret med en rift på ca. 90 meter i
hendes underliv; om 160 minutter vil verdens største skib begynde sin rejse mod Atlanterhavets bund.
Der er ikke blevet sendt CQD (Come Quick, Danger) som var datidens
nødsignal eller det nye nødsignal som netop var blevet vedtaget:
SOS (Save Our Soles). Der er heller ikke blevet klargjort en eneste
redningsbåd, og ingen passagerer er blevet alarmeret
- og det selvom vandet vælter ind i forreste kedelrum, og nu,
klokken 23:50, står det i de første fem af skibets afdelinger, der
er sikret med vand tætte skotter, ikke mindre end 4,3 meter over
kølen. Postmedarbejderne, der allerede fem minutter efter
kollisionen stod i vand til knæene for at slæbe 200 drivende sække
med anbefalede breve en etage op, forlader nu for sidstegang postkontoret. Der begynder at trænge vand ind i de nederste kahytter
på tredjeklasse. "Jeg stod op straks efter sammenstødet, og jeg fik
pludseligt våde fødder", fortæller den 21.årige irske emigrant Daniel
Buckley. "Vandet flød langsomt und under dørken, akkurat som når
man hælder en spand vand på gulvet". "Stå op!" råber Buckley til sine
tre irske rejsefæller. "De lo bare og en af dem sagde: Gå til køjs igen -
du er jo ikke i Irland".
Det er samme Buckley som Mrs. Astor to timer senere i redningsbåden
kaster sit sjal over, for at man ikke kan se at det er en mand - mens
hendes ægtefælde vinker fra skibet, 23 minutter efter
omkommer han da han bliver kunst under den første skorsten da den
knækker af. Den eneste grund til at man kunne identificerer det
knuste lig der flød rundt i hans redningsvest var at han havde en
meget speciel ring på fingeren og 4000$ i lommen.
Titanic ligger nu fuldstændig stille på det blanke, sorte hav.
Dens lette slagside bemærkes kun af de øvede øjne. Alle lys er stadig
tændt, damp og røg emmer op af skorstenen fra det slukkede fyr,
og dampen hvæser fra overtryksventilerne, fordi kedlerne ikke
længere sender det videre til maskinerne.
Når passagererne går over dækket holder de sig for ørene,
skælver i kulden og går som regel indenfor igen.
Fjerdestyrmand, Joseph Boxhall, 28år, går op på kommandobroen
og melder at han har gået alle dæk igennem, og at ingen skader
er sket. Kaptajn Edward J. Smith giver ham imidlertid ordre til at
genoptage inspektionen, denne gang sammen med skibets
tømmermand.
Samtidig begynder kaptajnen selv en grundig gennemgang sammen
med den 38-årige tekniske direktør for værftet Harland and Wolff i
Belfast, der har bygget verdens største skib: Tomas Andrews.
Han har intet bemærket til kollisionen, mens han, som næsten altid,
sad og arbejdede på sine tegninger i sin luksus suite på 6. etage.
"Han arbejdede uafbrudt" siger stewarden Henry Etches.
Det er indlysende at kaptajn Edward J. Smith sender bud efter
Mr. Andrews straks efter at have fået bud om kollisionen.
De taler ikke længe sammen, disse to mest betydningsfulde
mænd ombord. For ikke at vække opsigt skynder de sig ned af
mandskabstrapperne vandet i møde.
Klokken er 23:56 Ernest Gill, der er fyrbøder på det amerikanske
fragtskib Calafornian, der var det eneste skib der kunne havde nået
at redde samtlige 2207 passagerer fra Titanic, ser fra dækket
ca. 10 sømil (18 km) væk "lysene fra en meget stor damper" adskillige
rækker over hinanden. Det kan kun have været Titanic, siger han
til den amerikanske søkommission, og han protesterer energisk
mod sin kaptajn, Standley Lords, påstand om at skibet var
20 sømil væk - "så langt kunne man jo slet ikke have set det, sir!" .
Ganske vist havde Titanic ikke sendt SOS eller CQD
endnu, det havde også været nytteløst med hensyn til Californian;
for kaptajn Standley Lords havde omkring en time tidligere,
ca. klokken 22:50 slukket for maskinerne fordi han, som var betydeligt
klogere end hvad Kaptajn Smith på Titanic gjorde, ligge stille i drivisen
til når det blev lyst igen. Desværre har han hermed lammet skibets
elektriske installationer, deriblandt radioen, hvorfor radiotelegrafisten
var gået til køjs.
Klokken er 0:00. Der er nu trængt 3000 tons vand ind i Titanic.
Stewarden råder ægteparret Campbell på førsteklasse til at gå til køjs
igen, da der ikke er fare på færde. "Jeg var personligt enig med ham,"
siger Campbell.
Klokken 0:03. Kaptajn Smith og direktør Thomas Andrews er
atter på broen og gør resultatet at deres rundgang af skibet op.
Andrew fastslår at Titanic vil gå under om højst 2 timer!
Hvis isbjerget havde slået hul til kun de 4 forreste afdelinger - men det
var 5!
Og hvis blot tværskotterne mellem afdelingerne havde gået op til 4.
etage - det såkaldte C-dæk! Men de når ikke tilstrækkeligt højt op, de
går kun til 2. etage.
Joseph Conard, forfatter, der har der har erfaring fra alle
verdenshavene, siger herom ironisk: "Det hævdes at skibet ikke kunne
synke, men når så de vandtætte skotter ikke når tilstrækkeligt højt op,
gælder den påstand til Wandsbek!"
"Hvad ville man mon sige om et hotel der kaldte sig "brandsikkert", når
dets øverste tredjedel fra den ene ende til den anden er totalt åben
for ild, røg og træ?!"
Sagen er den at når de oversvømmede afdelinger 1-5 har
trykket boven tilstrækkeligt ned, vil vandet fra femte afdeling flyde
over og ind i den sjette afdeling.
Hvis skotterne bare havde gået helt op til 4. etage, så ville vandet ikke
have kunne løbe over. Og hvis Murdoch ikke havde lukket de
vandtætte skodder, ville vandet have kunne fordele sig i hele ligeligt i
skroget. Så var boven ikke sunket så dybt og vandets indtrængen ville
derfor være mindre, og Titanic ville have kunne holde sig flydende
længere - måske længe nok til effektiv hjælp kunne nå frem.
Ingen har fortalt hvad der foregik mellem disse to mænd, og i deres
bevidsthed: Manden der havde bygget verdens hidtil største og
mægtigste stykke teknik, og manden der havde kommandoen
over 2207 menneskeliv ombord, og var knuget af sin viden om
at der kun var plads nok til 1147 i redningsbådene.
Vi ved kun at disse to engelske herrer bevarede roen, at de
gjorde deres bedste for lige til det sidste at tie med deres viden,
om at skibet var uhjælpeligt tabt, at de var hjælpsomme mod alle
- og at de gik i døden med værdighed.
Men kaptajn Smith begår fortsat den ene fejl efter den anden.
Den første: Han lader ti kostbare minutter gå, før han giver
radiotelegrafisten ordre til at sende nødsignaler.
Og klokken 0:05 giver han ordren: gør redningsbådene klar og
alarmer passagererne! - men det er, siger han, naturligvis kun en
sikkerhedsforanstaltning, for ingen er i livsfare! Officererne går til de i
forvejen fastsatte pladser, efterfulgt af mandskabet.
Og Kaptajn Smith begiver sig ikke i hast til radiotelegrafisterne,
men til John Astor for at informerer ham før alle andre passagerer.
Astor siger i denne situation, angiveligt nogle ord som er blevet
verdensberømte: "Javist bestilte jeg is, men dette her er latterligt!"
Hastede kaptajn Smith nu til radiotelegrafisten? Nej, han
orienterede andre passagerer på førsteklasse. Således f.eks.
Mrs. J. Stuart White: "Vær så god at tage deres redningsvest på"
siger kaptajnen høfligt. Stewarderne kontrollere om passagererne
er vågne, og giver dem kaptajnens pålæg om at tage varmt tøj på,
da det er meget koldt, at iføre sig redningsvesten og begive sig mod
øverste dæk. De hjælper damer og børn.
På tredjeklasse går det ikke så høfligt: "Alle mand på dæk,
hvis i ikke vil drukne!" råber besætningen ned af gangene.
Mandskabet udtrykker sig heller ikke "sirlig" indbyrdes.
Klokken er 0:10. På båddækket, der er den 7. og øverste etage,
samles de første passagerer i den iskolde nat, iført pelse eller
badekåber. De fleste frygter kulden og dampventilernes vedvarende
piben til en etage nedenunder, på førsteklasses promenadedæk der
er overdækket og beskyttet med glas.
I tredjeklasses rygesalon marcherer et halvt hundrede italienske
immigranter rundt med deres redningsveste og bagagebylter
på ryggen. De synger, hopper og danser til sidst til musikken,
som en mand hamre på klaveret. Skibet er jo synkefrit det er jo
maksimum af moderne teknik og kan ikke synke, og så kan
man jo godt tillade sig at slå sig lidt løs. I mens spiller Titanic's
berømte orkester i førsteklasses rygesalon.
Først klokken 0:14 går kaptajn Smith omsider til radiotelegrafisten,
men først siger han kun at de skal tilkalde hjælp. Ifølge
radiotelegrafist-assistenten , Bride, spørger Philiphs, telegrafisten nu
kaptajnen om han ikke skal sende nødsignal. Og først nu
- en af de mange gåder på Titanic - siger kaptajnen de ord, han
kunne have sagt for 10 minutter siden, og i hvert fald et minut tidligere
"Ja, straks!".
Klokken 0:15 sætter Philiphs sig så til telegrafnøglen og sender
et halvt dusin CQD -MGY, SOS-MGY CQD-MGY SOS-MGY.
MGY er Titanic's kode, CQD er et af de to internationale vedtagne
nødsignal fordi det består af denne sammensætning af streger og
prikker: "-.-. --.- -.." De tre bogstaver står efter sigende for Come Quick, Danger!
(Kom Hurtigt, Fare!), og for en sikkerheds skyld sendte han
også SOS (Save Our Soles - Red Vore Sjæle) der netop i 1912 var
blevet vedtaget som internationalt nødsignal i Berlin, og som sendes
som "...---...". Kun ti sømil væk ligger , som før nævnt, Californian,
hvis fyrbøderen Ernst Gill har ret, eller tyve hvis kaptajnen ikke lyver.
Da dette skib kan sejle 13,5 knob, kunne det ifølge kaptajnen
nå op på siden af Titanic på en time og tage de ombordværende
op, eller hvis afstanden var tyve sømil på to timer - fem minutter
før undergangen. Men radiotelegrafisten sover!
Når Titanic har strøm til radioen - ja, alle lys brænder til kun to minutter
før skibet synker i dybet, og nogle lyser endnu under vandet og
giver et underligt spøgelsesagtigt lys over katastrofen - så skyldes
det ordren til kullempere, fyrbødere og maskinfolk om at holde
strømforsyningen i gang. Langt nede i skibet, og med bedre
kendskab til faren end de fleste, fordi de kan se det stigende vand
på nært hold, og deres tekniske viden er større, men uden at vide
hvornår det flydende kæmpepalads vil synke og tage dem med sig i
sin grav - sådan bliver maskinfolkene ved i to timer i den hede
damp og gør hvad de har fået ordre til.
Ingen af maskinfolkene overlevede katastrofen.
Klokken er 0:18 og Phillips sender vedvarende nødsignaler, da de
kan høres i en omkreds af over hundrede sømil må der have
været et dusin skibe der hører signalerne, men mange tror ikke på
hvad de hører, Titanic, synker? Verdens største, sikreste og mest
fuldendte stykke teknik, og de tror derfor bare at det er en sen
spøg eller radiotelegrafisten der laver en prøve.
Men et skib svarer nu, klokken0:18, det er det første skib der svarer:
Frankfurt. Signalerne fra dette skib er meget tydelige, og det
syntes derfor at være lige i nærheden; Titanic telegrafere
meddelelser om dets position og tilføjer: "Kom straks!" Frankfurt svarer
"Vent!" Derefter tavshed.
Klokken 0:20. Den 21-årige Harold Cottam fra Liverpool, der i tre
år har været radiotelegrafist på fragtskibet Carpathia, er ved at
klæde sig af , da han hører signalet CQD i hovedtelefonerne,
som han endnu har på: "kom straks, dette er et nødsignal"
Cottam morser tilbage: "Skal jeg melde det til kaptajnen?" .
Dette er en sikkerhedsforanstaltning for at afskrække en eventuel
spøgefugl. "Ja" svarer Titanic. "Vi synker hurtigt!".
Cottam går imidlertid ikke direkte til kaptajnen, men til vagthavende
førstestyrmand, og de går sammen til kaptajn Henry Rostrons kahyt.
"Er de absolut sikker på at det er et nødsignal?" spørger han to gange.
Han giver han ordren: "Fuld kraft mod Titanic!"